Mit navn er Yadid Levy og jeg er professionel fotograf og journalist. Jeg blev født i Danmark af en dansk mor og israelsk far. Da jeg var to år gammel flyttede min familie til Israel. Begge mine forældre har rejst meget og jeg voksede op med deres historier fra spændende steder i verden og med Vasco da Gama og Marco Polos æventyrlige rejser som godnathistorier. Jeg drømte om engang selv at rejse ud og opleve verden, besøge fjerne eksotiske steder, deltage i farverige ceremonier og
festivaller og møde mennesker fra andre kulturer.

Derfor har jeg valgt et arbejde, som sætter mig istand til at gøre netop det. I løbet af de sidste syv år har jeg besøgt mere end halvtreds forskellige lande på de fleste kontinenter i forbindelse med fotografiske opgaver for nogle af verdens ledende magasiner og bogforlag som: "Geo", "Illustreret Videnskab", "Maxim", "Politikens forlag", "Traveller Conde Nast" og mange andre.

Jeg rejser stadig rundt i verden ca. 6 mdr. om året, drevet af en medfødt nysgerrighed og lyst til at opleve nye steder og nye folkeslag. Skulle jeg nævne et land, der fascinerer mig mere end noget andet, må det være Indien. Landet jeg har besøgt ca. 15 gange i sammenlagt to et halvt år. Landet jeg aldrig kan blive træt af - så forskellig fra alle andre, at det stadig kan overraske og fortrylle mig som første gang.